Lademuligheder i tyndt befolkede områder
Der skal være flere hurtigladere i tyndt befolkede områder, både i byer og langs hovedveje, og der skal være flere destinationsladere i byer og sommerhusområder. Vi skal have en statslig pengepulje til etablering af hurtigladere i yderområder.
Senest revideret juni 2019
Kunstig støj på elbiler
FDEL er kritisk over for kunstig støj på elbiler, som ikke kan slås fra. Det er et plus for miljøet, især i byerne, at bilerne er støjsvage. Efter vores viden er der ikke sket påkørsler, som kan henføres til, at elbilerne er mere stille end andre biler.
Vi forstår handikaporganisationernes bekymring. Derfor mener vi, at elbilernes automatiske sensorsystemer skal udnyttes bedre, så der kommer en advarselslyd til omgivelserne, hvis bilen er tæt på en fodgænger eller anden trafikant.
Læs mere her: Lyd på elbiler er unødvendigt
Senest revideret juni 2019
Registreringsafgift
Elbilforeningen ønsker en omlægning til en teknisk afgift, der fremmer de klima- og miljøvenlige biler på bekostning af de forurenende.
Afgifterne skal indrettes, så de sikrer overholdelse af målene i Parisaftalen og Danmarks øvrige nationale og internationale målsætninger og forpligtelser.
Senest revideret marts 2019
Afgifter på brændstof og el til kørsel
Afgifter på el til transport skal nedsættes, mindst så de kommer ned på niveau med afgifterne på benzin og diesel.
Afgifterne skal indrettes, så de sikrer overholdelse af målene i Parisaftalen og Danmarks øvrige nationale og internationale målsætninger og forpligtelser.
Senest revideret marts 2019
Kørselsafgifter og ejerafgifter
Elbilforeningen er åben for at se på kørselsafgifter (road pricing). Afgifterne skal sammensættes, så de favoriserer de mindst forurenende biler.
Den grønne ejerafgift skal lægges om, så den er højere, jo mere bilen forurener. For elbiler skal afgiften være lavere end for alle andre biler.
Senest revideret marts 2019
En ladeplads er ikke en parkeringsplads
Ladepladser er til biler under opladning. Ladepladser skal skiltes, så dette fremgår klart.
Kommunerne skal kunne etablere parkeringspladser forbeholdt elbiler.
Retningslinjerne for færdselstavler skal opdateres, så der skelnes mellem ladepladser og parkeringspladser forbeholdt elbiler.
Senest revideret marts 2019
Opladning for alle, også dem, der ikke bor i eget hus
Det skal være enkelt for elbilister at få en permanent ladeplads på fælles P-arealer ved boligbyggeri. Der skal være flere destinationsladere ved offentlige P-pladser og på gader med kantstensparkering, og de skal være forbeholdt elbiler under opladning.
Senest revideret juni 2019
Opladning på arbejdspladsen
Virksomheder skal frit kunne stille opladning til rådighed for medarbejdere og gæster, uden at dette får skattemæssige eller administrative konsekvenser.
Senest revideret marts 2019
Fair priser for opladning
Vi skal have et prisloft for ladning på offentligt tilgængelige ladere.
Det må aldrig være dyrere at køre på el end på benzin og diesel. Man
skal kunne betale med kreditkort eller app.Senest revideret januar 2020
Ladehybrider / Plug-in hybridbiler
Ladehybridbiler – dvs. plug-in hybridbiler, der både kan lades fra elnettet og tankes med fossilt brændstof – bør kunne køre mindst 50 km på ren el.
Hybridbiler, der ikke kan lades op, er ikke lavemissionsbiler og bør ikke have afgiftsmæssige eller andre fordele.
Senest revideret november 2019